søndag den 24. juni 2012

Kager og "Sommersaft"

Så fik jeg tid til at lægge et par af de de kager op, som er kommet ud af mit køkken på det seneste.
I sidste uge havde min mormor fødselsdag. I år var det os, der havde boller og kage med, da hun for nylig blev opereret, og endnu ikke er helt på toppen.
Jeg stod for kagen, og valgte at tage den nemme løsning. Så jeg bagte nogle bunde, og så havde jeg nogle rester af fyld fra de de to bryllupskager, der blev tøet op og anvendt.
Kagen blev ligeledes smurt med en rest af IMBC  og overtrukket med konditormarcipan.
Jeg havde tænkt at lave et par roser, men tiden løb fra mig, så afprøvede i stedet mit ny indkøbte cookie-sæt med sommerfugle. De havde dog lidt svært ved at tørre i den høje luftfugtighed.


Den hyggelige eftermiddag blev afsluttet på toppen af morfars garage. Her gik jeg på rov i naboens hyld til årets første portion hyldeblomstdrik.
Denne portion blev det, som jeg kalder en "mørk" hyldedrik, da den laves med mørk farin. Farinen giver saften en lidt mere karamelliseret smag, men uden af ødelægge den liflige smag af hyldeblomst. Jeg brugte opskriften fra Den Grønne Syltebog, som jeg dog ændrede lidt.


Hyldeblomstdrik
Ca. 2 L koncentreret drik

20-30 klaser hyldeblomster - gerne nyudsprunget
1 brev citronsyre (20 gram)
2-3 store citroner - gerne økologiske
200 g. mørk farin
300 g. sukker
1 L vand
1-2 tsk. Atamon

Kom farin og sukker i en gryde sammen med vand og bring det til kogepunktet.
Tjek blomsterne for dyr og klip de grove stilke fra. Kom blomsterne i en stor skål.
Skær den gule skal af citronerne og kom det op til blomsterne. Skær  den hvide del af citronerne og skær citronen i skiver og kom det med op til blomsterne.
Tilsæt citronsyren til sukkerlagen, når det har nået kogepunktet og tag gryden af varmen. Tilsæt atamonen og rør rundt.
Hæld lagen over blomsterne - nyd duften...
Kom en ren tallerken ned over blomsterne, for at holde dem nede. Overtræk skålen med film.
Kom skålen i køleskabet og lad det trække min. 2 dage, hvorefter det sies og kommes på atamonskyllede flasker.
Saften fortyndes ca. 1:4
OBS - kan fryses.

Fredag havde jeg denne chokoladekage med til vores afdelingstur.


Den er fra Hummingbirds kagebog og hedder Broocklyn Blackout. Det er en tung sag! Kagebunde af chokoladekage lagt sammen og smurt med en chokoladecreme og dækket af kagekrummer.
Jeg lavede 1½ portion og endte med over 3 liter creme...! Jeg brugte dog ikke det hele, så resten er gemt, da det godt ville kunne toppe nogle cupcakes.

Ugens sidste kage var til gårsdagens Sankt Hans, men mere om den i et kommende indlæg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar