torsdag den 1. marts 2012

Gateau Marcel

Dette er den ultimative dessertkage for chokoladeelskere!!!
Første gang jeg satte tænderne i en Gateu Marcel var for et par år tilbage til en venindes bryllup, og lige siden har den stået på min To-Do-Liste over desserter, der bare skal afprøves.
Kagen er opfundet af den franske kok Michel Michaud, som har haft sit virke på flere danske restaurationer. Den er nem at lave og kan med fordel laves dagen før eller om formiddagen inden servering, da den består af en bagt del og en mousse, der gerne lige må sætte sig. Dertil er den uden mel, så en evt. gluten-allergiker kan også spise af den.

Det er en tung sag at sætte tænderne i, og den skal helst serveres sammen med noget syrligt - det kan være frugt, coulis eller sorbet (har du en meget sød tand kan vanilleis også bruges).
Jeg valgte at servere kagen med et drys kakao, lidt blåbær samt lidt hindbær- og champagnesorbet, hvilket var et rigtig godt modspil til chokoladen.



Jeg har fundet ud af, at der findes lidt forskellige opskrifter på Marcel-kagen, uden at de dog skiller sig meget ud fra hinanden.
Til denne valgte jeg en opskrift som jeg fandt på Mad & Boligs hjemmeside - I får den lige gengivet her:
  • 175 g chokolade
  • 175 g smør
  • 175 g sukker (jeg anvendte rørsukker, men vil anbefale alm. stødt melis)
  • 3 bægre past. æggehvider
  • 3½ bæger past. æggeblomme (jeg anvendte kun 3)
  • Smør eller spray til formen
  1. Smør og chokolade smeltes over vandbad.
  2. Æggeblommer og 2/3 af sukkeret piskes hvidt og luftigt.
  3. Hvider piskes stive og med resten af sukkeret tilsætte sundervejs - anvend gerne en stålskål.
  4. Afkøl chokolademassen lidt og vend den så op i blommerne.
  5. Tag lidt af hviderne og rør det i chokolade/æggemassen.
  6. Vend efterfølgende resten af hviderne i til en ensartet masse.
  7. Halvdelen af massen hældes i en stor, smurt springform drysset med sukker. (Jeg kom bagepapir i bunden og sprayede siderne uden at drysse med sukker).
  8. Bag bunden i ca. 30 min. ved 175 grader. (Jeg bagte min ved 150 grader i varmluft i ca. 20-25 min.) og kom den resterende del i køleskabet.
  9. Bunden tages ud - den skal falde lidt sammen, så bare ud med den selv om den ikke ser helt færdig ud.
  10. Fordel resten oven på den afkølede bund og glat overfladen.
  11. Stilles tilbage på køl frem til servering - min. nogle timer.
Inden servering kan kagen pyntes som her med kakaodrys eller med chokoladespåner.
Kagen skæres nemmest med en varm skarp kniv.

Velbekomme.


mandag den 27. februar 2012

Brændende afskedskage

Dette var kagen, som jeg egentlig ikke havde lyst til at lave.
En af mine kollegaer har fået nyt job, og han ville meget gerne have en kage, som kunne nydes den sidste dag, som var i fredags. Søde og rare kollegaer vil man jo gerne hjælpe, så jeg sagde selvfølgelig ja til sidst, men fik da lige nævnt noget om, at han da ikke bare sådan kunne forlade os.

Kagen skulle væe en rigtig "Prip-kage", som han sagde. Ergo, den skulle være lidt nørdet:-)
Manden er brandingeniør, så kunne jo godt se, hvor det bar hen - noget med ild og konstruktioner.
Jeg tænkte lidt frem og tilbage og endte med dette resultat:



Den er altså nørdet! Det er træ med 2 lag brandgips (lige efter foreskifterne), og så med ild i træet.
Blev godt nok lige lært lidt om, at der jo ikke kunne være flammer på brandgipsen, men flammen er jo ved at dø ud, som man jo tydeligt kan se... hrm, hrm... ellers blev den heldigvis vel modtaget.

Kagen består af sukkerbrødsbunde lagt sammen med jobær/rabarber mousse og chokoladeganache med hakket chokoladechili i - jo, den skulle jo også "brænde", når den blev spist...
Kagen er smurt op med chokoladesmørcreme og dækket med fondant.
Normalt overtrækker jeg i et stot stykke, men er valgte jeg at lave siderne og låget hver for sig. Siderne er præget med en træpræger og den øverste del er er markeret, så det liger to lag gips. Træet er derefter malet med fødevarefarverfarver opløst i lidt alkohol. Jeg nåede frem til en blanding,som kom til at ligne egetræ meget godt.

Den store flamme er lavet af gul, orange og rød fondant, som er blandet sammen og derefter skåret ud. Jeg fandt et billede på nettet, som jeg kunne lide, og skar efter den. Jeg satte så to sammen og lavede nogle små inden i, så den blev tredimensionel.
Til flammerne på kanten fandt jeg inspiration hos Camilla, der har lavet denne kage. Det er RI, i en varm gul-orange farve, der er sprøjtet med en stjernetyl. Derfter er der malet lidt med en orange pastafarve opløst i klar alkohol på den tørrede kant

Søde Prip, held og lykke i det nye job.

søndag den 26. februar 2012

Mormors Amerikanske Appelsinkage

Jeg holder en uges ferie - velfortjent synes jeg selv :)
Jeg havde sagt ja til en kage for en kollega (mere om denne i et senere indlæg) samt en masse overvejelser for en meget forsinket housewarming for veninder med påhæng, så havde næsten glemt at jeg jo også måtte klare feriekage...
Det blev en meget presset torsdag, hvor jeg stod med to kager og 6 timer i køkkenet...puhh!

Jeg valgte at lave en Amerikansk Appelsinkage, som jeg har holdt af siden min bandom - omend den ikke er blevet serveret så tit.
Opskriften har jeg fået fra min mormor. Den stammer vidst nok fra en gammel bagebog, og så vidt jeg husker, var det en kage hun selv yndede at lave dengang hun tjente som ung pige.



Kagen er dejlig nem - næsten som sandkage, og smager fantastisk frisk, da den overhældes med en sirup med sukker samt skal og saft fra appelsin og citron.

tirsdag den 21. februar 2012

Katalanske Marengs

Disse marengs skal med på arbejde på fredag. En af mine kollegaer kan ikke tåle mel, så der skulle lige være lidt sødt til hende også, når nu der kommer kage til os andre.
Det gode ved marengs er at de kan laves så lang tid i forvejen, og så gemmes i en lufttæt beholder.


Marengsmassen er vendt med smeltet, mørk chokolade, som kun lige vendes i, så de bliver stribede,  inden de er sat i muffinsforme med et par skeer.
Det er nogle store marengs!!!
opskriften lød på 9 stk., men jeg endte ud i 14, og kunne nemt have lavet det til 16-18 stykker. De vokser meget inde i ovnen...


Inden i er de lidt seje, hvilket er utrolig lækkert.

Opskriften fandt jeg i denne bog:

tirsdag den 7. februar 2012

Alexander og Victors Conversesko

Så kom indlægget med den anden kage til Alexander og Victor.
Jeg fik frie hænder til kagen og var ikke i tvivl om,hvad jeg gerne ville lave - de små baby-converse. Jeg tror skabelonen har ligget i 1½ år og bare ventet på den rigtige lejlighed, og heldigvis faldt det i god jord.

Resultatet blev en simpel og klassisk, hvid kage med de små sko og navne i hhv. blå og grøn - et sæt til hver dreng.


Selve kagen består af sukkerbrødsbunde fyldt med en mørk chokoladeganashe og jorbær/rabarbermousse. kagen er smurt med en mørk chokoladesmørcreme inden den er betrukket med hvid fondant.



Skoene er lavet efter en model jeg har fundet på nettet, som er printet ud og så er delene skåret herefter. I vejledningen er der lagt op til at man laver en sko af trylledej, som man former sine dele efter inden de samles, men det har jeg ikke gjort - dovenskaben længe leve - i stedet blev skoeme fuldt med lidt engangsvaskeklude for stabilitet.
Striberne på sålen og mærkerne på siden af skoen er malet i hånden med pulverfarve blandet op med lidt klar vanilleekstrat, mens stikningerne er lavet med et modelleringsredskab, der lige passede til. Snørrebåndene er lavet med min sugargun, og må sige at det ikke var helt nemt at få dem i skoene... puha...
Skoene er lavet i 50/50 fondant og gumpaste.

torsdag den 2. februar 2012

Hurtige balloner

Der har været lidt stille her på bloggen den sidste måned, men det er nu ikke ensbetydende med, at jeg ikke har leget lidt i køkkenet.
For en uge siden blev Alexander og Victor 1 år. Jeg hjalp med lidt kage både til dagen og til weekendens fødselsdagsfest - mere om den i et andet indlæg.

Denne kage blev til i en lidt hurtig vending, og fik derfor også helt frie hænder til pynt.
Jeg brød godt nok min hjerne, men kom til at tænke på balloner - de kan give en masse farve på en enkel, hvid kage. Resultatet blev denne:


Kage med balloner og farverig krymmel-kant
Ballonerne har jeg lavet med en rosenbladsudstikker. Dernæst klippede jeg nogle små trekanter til at fuldende knuden for enden. Jeg havde regnet med at lave snore i RI, men brugte i stedet en fødevaretush, da det var meget hurtigere.
De små farvede krymmel fuldendte kagen rigtig fint. Jeg "arvede" dem af en kollega, der ikke kunne få dem til at blive på de muffins, som de var beregnet til. Jeg anvendte til tylloselim på den afsluttende kant, og så blev de heldigvis siddende.
Inde i kagen er der kakaobunde stænket med appelsinsaft og fyld af hhv. hindbærmousse og en hvid chokoladeganashe med revet appelsinskal. Kagen er smurt med hvid chokoladesmørcreme inden den er overtrukket med fondant.

onsdag den 28. december 2011

Jonas' McQueen

For knap to måneder siden lavede jeg en kage, da Jonathan blev seks. Det var en meget simpel kage (som jeg ikke lige fik taget et billede af) men med en lille model af Jonathan på i hans hvide capoeira-dragt. den vagte stor glæde hos Jonathan, men også hos fætter Jonas, som til sin fødselsdag ligefør jul bare ønskede sig en kage med sig selv på.
Jeg ville meget gerne glæde Jonas, så det blev denne kage, hvor Jonas leger med Lynet McQueen, som han også er meget glad for.


Jonas ville meget gerne have hindbær i sin kage, så det fik han. Ellers er der et lag med lys tobleonemousse og lyse bunde. Kagen er smurt med IMBC rørt med smeltet chokolade og overtrukket med cremefarvet fondant.

Figuren er ligeledes lavet i fondant tilsat tyllosepulver. Jeg arbejder egentlig bedst med 50/50 fondant og flowerpaste, men den var desværre blevet hård og slet ikke til at arbejde med - det gik heldigvis alligevel.
Kagen vagte glæde hos Jonas, der lagde ud med at spise halvdelen af sig selv :-)