søndag den 15. april 2012

En go' bagdel

Min søde papkusine skal giftes til maj, og blev da beæret, da de ønskede, at jeg skulle lave deres bryllupskage. For nogle uger tilbage var de lige et smut forbi og tale om den. Hun havde et ønske om chokolade og mokka, men mokkafyldet blev udskiftet til fordel for noget frugt.
I går var det så dagen for hendes polterabend - 12 tøser, der bare skulle hygge max. Der var arrangeret lidt sen brunch, hvor alle havde lidt med, og jeg havde villiget i at medbringe kage til kaffen, og da hun nu ikke fik mokka i sin bryllupskage, var det oplagt at lave det i denne. Jeg har dog ikke tidligere lavet mokkafyld, men havde et par opskrifter liggende, og så skulle jeg også lige finde noget andet fyld, der passede til.

Da det jo nu var et polterabend, måtte det jo godt være en lidt sjov kage, men stadig sober - det andet er jeg ikke rigtig selv til. Resultatet blev denne kage af en go', fast bagdel...


Kagen er lavet i en hjerteform med kakaobunde, mokkamousse og baileymousse. Balderne er formet af romkuglemasse/popcake lavet til formålet. Kagen er smurt op med IMBC og overtrukket med fondant.
Den bragte en masse latter med sig, da den blev serveret, og at dømme ud fra tilsagnende, smagte den fantastisk.

Jeg lovede lige at videregive opskriften på mokkafyldet. Den er fundet et sted på nettet - her er den i min udgave (jeg lavede ½ portion af den egentlige opskrift).

Mokkamousse
Rækker til 1 lag Ø 22 cm eller 4-6 portionsanretninger

3 blade husblas (4 hvis der ønskes en mere fast mousse/fromage)
1½ past. æg
½ dl sukker
60 g. mørk chokolade
½ dl kogende vand
½-1 tsk. pulverkaffe
2,5 dl piskefløde

Husblas lægges i blød i koldt vand iht. anvisningerne på pakken - ca. 5-10 min.
Kaffen røres ud i det kogende vand.

Æg og sukker piskes til det er hvidt og cremet.
Chokoladen hakkes og tilsættes æggemassen.
Den udlødte husblas vrides og smeltes i den lune kaffe og tilsættes æggemassen.

Fløden piskes til skum og tilsættes æggemassen når denne er begyndt at tykne.

Fyldet kan anvendes med det samme, men tager ikke skade af at stå lidt på køl inden :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar