onsdag den 22. september 2010

Budapest

Der er gået noget tid siden mit sidste indlæg. Først og fremmest har jeg været ramt af sygdom - nu i 2. omgang, hvem sagde lige "Tag' mere tøj på..."?, men også fordi jeg har været på den årlige studietur med mit arbejde.
Det er 4. år vi har mulighed for at deltage i studieturen. De tidligere år er turen gået til hhv. Barcelona, Lissabon (hvor vi så Danmark slå Portugal 3-2 i fodbold) og Amsterdam. I år var det så Budpest, der stod for tur.
Budapest i dag er en blanding af ny og spændende arkitektur blandet med de gamle huse, som nogle steder er ved at blive renoveret, mens de andre steder er temelig forfaldne og trænger seriøst til en kærlig hånd - tja, man er vel lidt miljøskadet... Vi var i hvert fald flere, der mente, at vi skulle rykke vores lille renoveringsafdeling derned for et stykke tid :-)
En af de ting Budapest er kendt for, er deres spa og thermalske bade, som bl.a. ordineres til folk med ømme led dernede. Jeg var nede og se installationen i Gellert Badet. Man går i en nærmest mineagtig lang gang og ned ad trapper ned i undergrunden, hvor de pumper ca. 80 grader varmt vand op til de forskellige bassiner, som man så kan bade og svømme i. Puh, det var varmt, og så var der en dunst af svovl (rådne æg..pyhh). Der, hvor det var varmest var der 43 grader og en luftfugtighed lige omkring de 100, det var helt vildt, som det drev af os!!!
Så var det noget andet at komme i Széchenyi badet, hvor vi kunne nyde vandet, som det er tiltænkt.

Et af de mest berømte billeder fra Budapest stammer herfra - nemlig det med de skakspillende mænd i badet, og der blev faktisk spillet skak... Der er de tre udendørs bassiner, hvor vandet er op til 40 grader varmt. I den gule bygning er der en masse mindre bade fra 15-38 grader med lys og aroma (jeg kunne i hvert fald lugte mynte i et af dem), dampbade og saunaer.
En af de ting som jeg faktisk blev en smule overrasket over var deres mad. Hvis man blot valgte de lidt bedre steder - og det kan man, for prisniveauet er lavt dernede, så fik man serveret noget rigtig god mad, og så har de faktisk også en god kagekultur. Desværre nåede jeg ikke at besøge et af de steder som jeg havde tænkt- nemlig New York Café - verdens smukkeste café, som også er kent for sine kager og kaffebord.
Lidt kage blev det dog til, og synes lige jeg vil vise jer et par af dem, som vi fik serveret til dessert på en restaurant.

Er de ikke fine? Stykkerne er faktisk ikke særlig store, men var utrolig mættende og rigtig god smag.
Der er helt bestemt grund til at tage derned igen - især, hvis man er lidt kagetosset...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar