søndag den 3. maj 2015

Ice Age - Scrat og agernet.

I dag skal Cecilie konfirmeres, og jeg må indrømme, at jeg har været en kende nervøs for udfaldet af hendes kage.
Kagen er en overraskelse og skulle være med Scrat fra Ice Age og et agern, som han er på konstant jagt efter. Cecilies mor gav mig et billede af en kage fra nettet som inspiration, som den gerne måtte ligne.
Da jeg sjældent modellerer karikaturer, måtte jeg lige overveje, om jeg overhovedet ville kunne lave en sådan kage.
Jeg kastede mig dog ud i projektet, og må indrømme, at jeg er blevet godt tilfreds med resultatet:
 

Det tog lige et par forsøg og lidt video på Youtube for at få det rigtige touch på Scrat, mens agernet var lige til at gå til - det havde jeg heldigvis prøvet før. De er begge modelleret i fondant tilsat tyllose og efterfølgende dustet med forskellige pulverfarver. Scrats øjne er malet op med lidt pulverfarve tilsat klar alkohol. Til sidst har de fået lidt damp fra strygejernet.


Revnerne i "isen" er lavet med et modelleringsredskab, der efterfulgt er malet op med en blanding af pasta- og pulverfarve blandet op med klar alkohol. På siderne er der sat lidt klumper fondant som isblokke.
Navnet er ligeledes i fondant og har fået en mørk glitter farve på siderne.
Til sidst er hele kagen dustet med pulverfarver i hvid og turkis med glimmer, så isen glimter, når lyset falder på den.
Kagen er chokoladekage, som har en let bitter smag, lagt sammen med hindbærmousse. Den er smurt op med italiensk marengs smørcreme inden den er overtrukket med fondanten.
En af mine gode bekendte kom og hentede kagen, og hun var ikke i tvivl om, at det ville blive en glad konfirmand, når hun så den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar