tirsdag den 3. august 2010

En af mine "helte"...

Jeg har elsket at bage lige siden jeg var barn. I årenes løb har dette udvidet sig til også at omhandle desserter og sukkerpyntning af mine kager.
En af mine "helte" inden for området er Mette Blomsterberg. Mette er uddannet konditor og har i dag den lille café i Glyptoteket i København. Jeg så hende første gang for mange år siden på "Godmorgen Danmark" for TV2, hvor hun var inde et par gange om måneden. Hendes entusiasme og kærlighed til sit fag har helt sikkert været medvirkende til, at min interesse inden for dette felt har udviklet sig fra en standard bradepandekage til et lækkert stykke kage med forskelligt fyld og - til tider, overdådig pyntning. Nu har hun så lavet serien "Det Søde Liv" på DR - som forresten også er titlen på en af hendes bøger, og jeg afventer bare chancen for at afprøve nogle af de spændende opskrifter.

På lørdag skal jeg til familiehygge hos min søde moster, så nu er der - på opfordring, planlagt en konfektagtig chokoladekage med hindbærmousse - lavet af hindbær fra mormor og morfars have, og en hvid chokoladecreme med citron, som er taget fra "Det Søde Liv", så er spændt på, hvodan den smager.
Du kan finde opskrifterne fra DRs serie "Det søde liv" her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar